Klar – Parat – Skolestart
I midten af august ringer skoleklokken ind igen. For skolestarterbørn og deres forældre er det en ekstra spændende lyd. Et helt nyt liv begynder: skolelivet.
Herunder har vi samlet inspiration til bøger, som handler om skolestart.
Af Helene Andersen
Historier man kan spejle sig i
Læs historier om skolestart i billed- og højtlæsningsbøger, da de lægger op til at tale om forventninger og bekymringer omkring det at starte i skole.
Bogstaver og tal med hele kroppen
Brug barnets nysgerrighed omkring bogstaver og tal til at læse rim og remser med alfabetet eller tallene. Lotte Salling har skrevet to herlige bøger, hvor barnet bruger kroppen, mens bogstaver og tal trænes:
”Alfabet-atlet” og ”Tal-atlet” – begge kan også lånes som e-bøger i eReolen.
Inspiration til de voksne
Der findes ligeledes bøger om skolestart skrevet til forældre. Det kan kræve tid med mange nye ting, man skal forholde sig til. Nye vaner skal etableres – og hvad med madpakken? Få input til dette dagligdags gøremål og meget andet i bøgerne på listen.
Bliv klar og parat med Ramasjang og bibliotekerne
Den 7. august 2024 har DR Ramasjang-serien “Klar, parat, skolestart” premiere. Derfor har DR og landets biblioteker samlet fif til skolestarten og lavet materialer til serien.
Som forældre kan du på forældresiden bl.a. få gode råd til skolestart. Se mere på: Skal dit barn starte i skole? Find tips og råd til en god skolestart med "Klar, parat, skolestart" | DR
Husk, at der altid er hjælp at hente på dit lokale bibliotek til flere bøger – både om skolestart og børnelivet generelt.
Rigtig god læselyst og skolestart!