Børn & unge

HundeBanden på Biblioteket

Læs med dine bløde bedstevenner.

Af admin

Tags

Børn Ung Læselyst
Børn & unge

Hvorfor er det en god idé at læse for sit kæledyr eller sin bamse?

Mange børn bryder sig ikke om at læse højt for kammerater eller forældre. De kan blive ramt af præstationsangst, eller bekymrer sig om, om de begår fejl, læser langsomt eller at lytteren keder sig. De bekymringer ryger ud ad vinduet, når publikum i stedet er en blød bamse, en hengiven hund, eller måske en godhjertet guldfisk. Kæledyret* og bamsen lytter bare tålmodig, uden at dømme, uden at afbryde og uden at rette. De har ikke vasketøj der skal hænges op, eller en notifikation fra Aula, der skal tjekkes. De har bare tid og tålmodighed.

Hundebanden på Biblioteket - En del af Bibliotekernes Sprog- og Læsespor

BREAKING: Det er sundt at læse

Icon Description

Det er vigtigt, fordi når børn (og deres voksne for den sags skyld) læser højt, så træner de deres højtlæsningsfærdigheder, de får øvet sig i at læse, og når man læser jævnligt, øges lysten til at læse samtidig. Før man ved af det, ender man sågar i en god spiral.

Gør det nemt og hyggeligt

Derfor opfordrer vi til at I – de voksne - sørger for at dyrke læsehyggen derhjemme. Hjælp børnene i gang med at læse for hunden, undulaten, den vandrende pind eller yndlingsbamsen. Gør det nemt ved at skabe gode rammer omkring læsestunden. Bløde puder, lækkert lys og børnenes favoritsnacks.

Og så skal du selvfølgelig gå foran med det gode eksempel og læse selv. Både i dine egen bøger og højt for dine børn og sammen med dine børn.

Det kan også give barnet lyst til at give højtlæsningen videre til andre. Som Alvilda på xxx forklarer det: 

“I læser jo også for mig, og så synes jeg, det er lidt sødt og hyggeligt, at jeg også læser for tiger og, nogle gange giver det sådan en dejlig ro inden i”. 

Del læsestunden med os og andre

Behøver du flere argumenter? 😊 Du er velkommen til at dele familiens læsestunder med os på Instagram. 

Tag os på @frederikssundbibliotekerne og @dr_minisjang_ramasjang, så vi kan se jeres hyggelige læsestunder. 

HundeBanden er en del af Alle ord tæller

HundeBanden er en ny serie på DR Ramasjang. Her møder vi hundene Messi, Power, Chloé og Ollie, som drager ud i verden sammen med et barn, for at mærke på egne hundekroppe, hvordan det er at være barn. De er fire meget forskellige hunde med forskellige interesser. Fælles er dog, at de – som de fleste børn - elsker at blive læst højt for.  

Derfor siger vi “Læs med HundeBanden”, og udvider HundeBanden til også at rumme jeres bløde bedstevenner – om det er de levende eller dem i bamseform.  

HundeBanden hører under projektet “Alle ord tæller”, hvor bibliotekerne, DR, Trygfondens Børneforskningscenter og en række andre samarbejdspartnere udvikler og afprøve produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn (1-14 år). 

Læs mere om Alle Ord Tæller på dr.dk https://www.dr.dk/boern/alleordtaeller 

*Undtaget katte som selv katteelskere medgiver, kan være både ubehøvlede og arrogante. 

Chloé: Den modige Jack Russel
Ollie - Den lalleglade golden doodle

Chloé

Chloé er er en stærk, sej og modig hund med superskarp hørelse og lugtesans. Faktisk er hun helt sikker på, at hun er en Superhund, og at hendes hundesanser er hendes superkræfter.  Hun vil altid redde dagen ved at snuse og høre sig frem til ver dens fjender og super-monstre, der gemmer sig. Hun vil altid gerne redde andre og være dagens helt. 

Ollie

Ollie er den største Ja-hat og elsker mad. Han er udadvendt, og han vil gerne være BEDSTE ven med alle han møder. 
Han har så meget fart på, at han nogle gange falder over sine egne ben i fart og virker klodset, men når Ollie bliver nusset, falder han med ét heeeelt til ro og nyder det højlydt. 

Power - Den ordentlige labrador
Messi - Den selvsikre gravhund

Power

Power går meget op i orden, struktur og kontrol. Han er klog og vild med videnskab i alle former, og vil gerne dele sin viden med alle. Power prøver at have kontrol, men kan ikke altid modstå en pind, bold eller piv-dyr. Power lufter ofte egne lidt skøre beregninger: “Mmmmmh. Ifølge mine beregninger er du blandt de 10 bedste børn i verden til at klø mig lige der”. 

Messi

Messi vil altid gerne være den bedste til alt. Han elsker at vinde og er en rigtig dårlig taber. Faktisk vil han til enhver tid benægte et nederlag. Messi elsker konkurrencer især, hvis der er bolde involveret. Derudover kan der næsten også gå sport i, HVOR mange forskellige steder han kan tisse. Alle steder skal da have et stykke med Messi.