Nyt læsehundeteam i Skibby
Fie og Helene skaber ro omkring læsningen
Af Thea Rydahl
Læsning bliver rart og sjovt med læsehund
På Skibby Bibliotek er vi så heldige, at vi nu har fået et nyt læsehundeteam! Den dejligste hund, Fie, og hendes søde ejer, Helene. Læsehundeteamet er for børn i 1.-5. klasse, som har knækket læsekoden, men alligevel mangler motivationen til at læse. En læsehund giver sin ro videre til barnet, som får mulighed for at opleve læsning som en hyggelig og sjov aktivitet.
Hvad vil det sige at gå til læsehund?
Når et barn går til læsehund, kommer barnet på biblioteket og læser højt for en sød hund, der, sammen med sin ejer, er certificeret af Læsehundeforeningen til at blive læsehundeteam.
Fie og hendes ejer, Helene, hjælper børn med at (gen)finde læseglæden. Noget af det særlige ved Fie er, at hun ikke griner, hvis der læses forkert. Hun synes bare, at det er hyggeligt at lytte til oplæsningen. Og hun synes uden tvivl, at barnet er verdens bedste oplæser.
Hvordan er forløbet?
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. Barn og hund mødes 1 gang om ugen, hvor barnet læser højt for hunden. Et forløb med Fie er gratis og varer typisk 6 uger. Barnet mødes med Fie og Helene i en times tid i en særligt indrettet læsekrog på biblioteket. Her er der tid til læsning, hygge og leg. Læsehunden og dens ejer arbejder frivilligt som team. Fie får dog gerne en godbid, når hun har været dygtig!
Tilmelding
Er det noget for dit barn at gå til læsehund, så kontakt kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne, Christine, på tlf.: 23805838, og aftal nærmere.