Solsikkeprogrammet

Solsikkesnoren er et tilbud til personer med usynlige handicaps.

Du kan gratis få udleveret solsikkesnoren på alle fire biblioteker i Frederikssund Kommune. Kontakt personalet - vi udleverer solsikkesnoren uden at stille spørgsmål.

Ikke alle handicap er synlige. Nogle er usynlige, f.eks. ordblindhed, psykiske sygdomme, autisme, ADHD, demenssygdomme, hjerneskade, talehandicap, synsnedsættelse, blindhed eller hørehandicap.

Med solsikken kan du vælge at gøre dit handicap synligt og dermed signalere til både omverdenen generelt og til bibliotekets medarbejdere, at du har brug for ekstra hjælp og hensyn.

At leve med et usynligt handicap kan gøre hverdagen mere krævende, og mange mennesker kan have svært ved at forstå de udfordringer, som mennesker med usynlige handicap møder i deres hverdag, simpelthen fordi udfordringerne ikke er synlige.

Solsikkesnoren er for både børn og voksne og du kan få den udleveret gratis på Frederikssund Bibliotekerne i Frederikssund, Jægerspris, Skibby og Slangerup.

Vær synlig, når du har lyst

Brug Solsikkesnoren når du vil vise medarbejderne i de organisationer og virksomheder, der deltager i Solsikkeprogrammet, at du kan have brug for hjælp, støtte, tålmodighed, udførlige forklaringer eller bare lidt mere tid. Bibliotekerne og nogle supermarkeder og banker i Frederikssund Kommune deltager i Solsikkeprogrammet.

Der er ingen kvalificerende liste over skjulte handicap. Solsikken giver dig ikke ret til andet end at du har et skjult handicap og berettiger ikke bæreren til særlige fordele.

Solsikkesnoren viser medarbejdere og øvrige biblioteksbrugere, at du kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hensyn; og så fungerer den som en dialogskaber i forhold til den enkelte persons behov for ekstra hjælp. Bibliotekerne skal naturligvis være tilgængelige for alle.

International ordning

Solsikkeordningen er international og i vækst herhjemme. For Frederikssund Bibliotekerne er Solsikkeprogrammet en velkommen mulighed for medarbejderne til at blive klogere på, hvad et usynligt handicap er – og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.

Solsikkeprogrammet og Solsikkeprodukterne er del af Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited, der har base i Storbritannien.